August 2005 – For første gang i sin 180-årige historie lancerer Holmegaard nu en lampe, der ikke er lavet af glas. Designerne Rune Schou Larsen og Elisabeth Gamborg, der står bag Morph, har skabt en unik mulighed for, at den kreative forbruger kan skabe sin helt egen version af lampen. Morph findes i varianter med 30, 90 eller 120 identiske plastelementer – og der er næsten uanede muligheder.
»Jeg er fascineret af matematik, geometri og japansk papirfoldekunst, som alle rummer stor kreativitet og samtidig er enkle og rene. Dette har været inspirationskilden for Morph«
Idéen opstod i 2001
Oprindeligt blev lampen foldet af kvadratiske papirstykker i traditionel origamitradition. Siden er idéen videreudviklet, så lampen er blevet mere holdbar og nem at producere.
Der er lavet et unikt låsesystem, der holder de enkelte stykker sammen, ligesom der er arbejdet med formen på elementet, så det samlede geometriske udtryk fremstår rent og klart.
Det unikke ved lampens grundelement er, at det kan samles til et utal af forskellige varianter
Med Morph følger en brugsanvisning og forslag til, hvordan lampen kan samles. Det er kun antallet af elementer, der sætter grænser for, hvor store og unikke lamper du kan lave, hvis du har lyst til at eksperimentere.
UPDATE: Morph er desværre udgået af produktion